At sidde i uskiftet bo betyder, at den længstlevende af jer overtager rådigheden over hele boet, uden at der skal udbetales arv til børnene. At sidde i uskiftet bo indebærer dermed også, at den længstlevende af jer overtager førstafdødes forpligtelser (gæld), hvorfor det må anbefales, at man grundigt undersøger omfanget af heraf, inden man anmoder om at få udleveret boet til uskiftet bo.

Man kan kun sidde i uskiftet bo, hvis man er gift. Har I kun fællesbørn, har den længstlevende af jer altid ret til at sidde i uskiftet bo. Har I derimod særbørn, kræves der, at førstafdødes særbørn giver samtykke, før den længstlevende af jer kan sidde i uskiftet bo.

Et samtykke til uskiftet bo gives normalt ved førstafdødes død, når den længstlevende af jer anmoder skifteretten om at få udleveret boet til uskiftet bo. Særbørnene kan dog godt give et bindende forhåndssamtykke inden førstafdødes død. Dette gøres normalt i forbindelse med oprettelse af et testamente. Et sådant forhåndssamtykke er fuldt ud gyldigt ved førstafdødes død og mange ægtepar finder tryghed i at særbørnene på forhånd har givet samtykke.Såfremt I opretter et testamente hos os, tilbyder vi en erklæring til forhåndssamtykke uden ekstra beregning.

Den længstlevende af jer kan sidde i uskiftet bo indtil pågældende dør eller indtil pågældende eventuelt skal giftes igen. Længstlevende kan dog altid vælge, at boet skal skiftes på et hvilket som helst tidspunkt, mens pågældende er i live. Selvom det umiddelbart lyder som en god ide at sidde i uskiftet bo, kan der i mange tilfælde også være en del ulemper forbundet hermed. Såfremt boet skal skiftes, mens den længstlevende af jer er i live (f.eks. fordi længstlevende vil giftes igen), så er det boets værdi på tidspunktet for skiftet og ikke tidspunktet for førstafdødes død, der lægges til grund. Dette betyder, at hvis boets værdi er forøget siden førstafdødes død, så skal der udbetales et større beløb til børnene i arv ved skiftet. Dette kan i nogle tilfælde betyde, at den længstlevende af jer ikke har råd til at skifte og dermed ikke har mulighed for at indgå nyt ægteskab. Er der tale om, at den længstlevende af jer sidder i uskiftet bo med førstafdødes særbørn, vil der desuden kunne opstå konflikter i forbindelse hermed, f.eks. fordi særbørnene ikke mener, at den længstlevende af jer råder fornuftigt over boet. Selv om I har mulighed for at sidde i uskiftet bo, så er det altid tilrådeligt også at oprette et testamente, såfremt I ønsker at sikre den længstlevende af jer bedst muligt.

Har I spørgsmål vedr. uskiftet bo  eller ønsker I at bestille et testamente, kan I kontakte os via følgende formular eller ringe til os. I finder vores telefonnummer på vores kontaktside.

Dit navn (skal udfyldes)

Din e-mail (skal udfyldes)

Din besked