Kan man selv skrive sit testamente og få det underskrevet hos notaren?

Ja, man kan godt selv skrive sit testamente. Og man kan også medbringe sit selvskrevne testamente hos notaren og få det påtegnet.

Det eneste krav er, at man opfylder betingelserne for at oprette et testamente. Betingelserne for at oprette et testamente er, at man skal være ved sin fulde fornuft og forstå indholdet af testamentet. Derudover er det kun myndige personer, der kan oprette testamente og man skal have gyldig legitimation. Testamentet skal medbringes til notaren i to eksemplarer – en original og en genpart. Det er meget vigtigt, at ingen af dokumenterne er underskrevet, før man sidder overfor notaren.

Når det så er sagt, så skal man passe på med at oprette sit eget testamente. Ved oprettelse af sit eget testamente er der risiko for at indholdet ikke er klart eller juridisk korrekt. Testamentet kan således godt være gyldig oprettet og notarialpåtegnet, mens dets indhold ikke er formuleret korrekt og derfor kan være genstand for misfortolkning. Vores anbefaling er derfor klart, at oprettelse af testamente kræver bistand fra en person med erfaring indenfor arveret og oprettelser af testamenter. Derved undgår man, at testamentet kan være genstand for misfortolkning eller i sidst ende ugyldigt.